|
|
Fiskeribanken
|
|
|
Fiskeribanken er et statsligt, obligationsudstedende kreditinstitut, der har til formål at yde langfristede lån til dansk fiskeri og akvakultur. Banken drives på grundlag af fiskeribankloven (senest ændret i maj 2000). Bestyrelsen er på seks medlemmer, hvoraf fem udpeges af fødevareministeren og ét af finansministeren. Den daglige administration varetages af Økonomistyrelsen.
www.fiskeribanken.dk |
|
|
|
Hvor stort et fiskeribanklån kan man få?
|
|
|
Svar
Man kan normalt få fiskeribanklån op til 60 pct. af fartøjets værdi. Værdien fastsættes af en af bankens vurderingsinspektører. Handelsprisen vil normalt blive brugt som fartøjsværdi, hvis der søges om lån til køb af fartøj.
For nybygninger gælder den særregel, at der ydes lån på op til 70 pct. af byggesummen.
Til fiskerelaterede anlæg på land mv. og akvakultur ydes normalt lån op til 60 pct. af udgifterne til investeringen/vurderingen.
|
|
|
|
Hvordan ansøger man om et fiskeribanklån?
|
|
|
Svar
Der ansøges om lån på følgende måde:
Først udfylder man et ansøgningsskema om lån i Fiskeribanken. Skemaet kan downloades fra afsnittet lån - find ansøgningsskemaet her >>>
Ansøgningsskemaet afleveres i ansøgers eget pengeinstitut sammen med kopi af evt. byggekontrakt, købsaftale, tilbud på ombygning eller lignende.
Pengeinstituttet sørger for at en af Fiskeribankens vurderingsinspektører vurderer fartøjet og derefter indsender en vurderingsrapport til Fiskeribanken. En vurdering koster 2000 kr. for lån op til 500.000 kr. og 3.000 kr. for lån over 500.000 kr.
Pengeinstituttet videresender ansøgningsskemaet til Fiskeribanken.
Fiskeribanken behandler ansøgningen og bevilger lån eller giver afslag. Der betales et bevillingsgebyr på 1 pct. af lånet. I visse situationer betales derudover gebyr på 1 pct. af restgælden af de hidtidige fiskeribanklån i fartøjet. Det samlede gebyr kan højst blive 10.000 kr.
|
|
|
|
Økonomisk sanering
|
|
|
Uanset, at Fiskeribankens tilgodehavende kan anses for sikret ved pantets værdi, kan forfaldne terminsrestancer finansieres og eksisterende låns løbetid forlænges til max 20 år, som en del af en sanering, der fører til økonomisk balance. Normalt vil det være en forudsætning, at der som led i saneringen bortakkorderes en betydelig del af gælden udover Fiskeribankens tilgodehavende. Er Fiskeribankens tilgodehavende udsat for tabsrisiko, kan de almindelige låneregler fraviges udfra tabsbegrænsende hensyn.
|
|
|
|
Låneprocedure-herunder vurdering
|
|
|
Lån søges ved indsendelse af et udfyldt ansøgningsskema, som bl.a. kan fås i Fiskeribanken, hos de større pengeinstitutter i fiskerihavnene og hos fiskerierhvervets konsulenter eller på Fiskeribankens hjemmeside. Ved lån til akvakultur anvendes et særligt ansøgningsskema, der fås hos Dansk Dambrugerforening eller i Fiskeribanken. Det udfyldte ansøgningsskema afleveres typisk i ansøgers pengeinstitut, som sender en kopi af det til den af Fiskeribankens vurderingsinspektører, der dækker det pågældende område. Ansøgning kan eventuelt sendes direkte til Fiskeribanken.
Der er ingen tidsfrister for låneansøgning, med undtagelse af dels nybygninger og dels etableringslån til yngre fiskere, hvor den skal indgives senest 6 måneder efter fartøjets overtagelse ved køb eller starten af første fangstrejse ved nybygning.
Vurderingsinspektøren vurderer pantets kontante handelsværdi og tilstand og giver besked til pengeinstituttet om værdien. Herefter sendes den endelige ansøgning fra pengeinstituttet til ekspedition i Fiskeribanken.
Låneansøger kan ved henvendelse til Fiskeribanken anmode om en ekstra vurdering af pantet¹.
For bestyrelsen eller formanden forelægges ansøgning om lån, når den samlede fiskeribankbelåning i fartøjet overstiger 5 mio. kr. Fiskeribankens administration kan dog tage stilling til ansøgninger ud over 5 mio. kr., hvis lånet ikke overstiger 40% af fartøjsværdien.
For bestyrelsen eller formanden forelægges tillige ansøgninger om lån til grønlandske og færøske fartøjer, lån til muslingefartøjer, akvakultur og andre specielle eller komplicerede sager. Bestyrelsens formand kan for disse ansøgninger træffe afgørelse i ukomplicerede sager efter indstilling fra administrationen, hvis den samlede fiskeribankbelåning i fartøjet ikke overstiger 3 mio. kr.
Ansøgninger om større lån samt komplicerede sager forelægges for den samlede bestyrelse.
Endvidere forelægges ansøgninger, der indeholder nye, principielle og betydende problemstillinger ligeledes for bestyrelsen.
Ekspeditionstiden efter modtagelse af alle væsentlige oplysninger kan vare op til 2 uger, dog sædvanligvis længere hvis ansøgningen skal forelægges for bestyrelsen eller for bestyrelsens formand.
Ansøgningen skal indeholde oplysninger om låneformål, opgørelse over udgifterne ved den evt. påtænkte investering samt en finansieringsplan. Ansøgningen skal endvidere indeholde oplysninger om driftsregnskab, budget og sædvanlig status, så Fiskeribanken kan danne sig et skøn over ansøgerens økonomiske stilling og projektets rentabilitet. Det er en forudsætning for bevilling af lån, at økonomisk overlevelsesevne er sandsynliggjort.
¹Banken udvælger den inspektør, der skal foretage ekstravurderingen. Inspektøren der skal foretage ekstravurderingen får ikke oplyst vurderingssummen fra den første vurdering. Hvis forskellen mellem de to vurderingssummer er under 10% anvendes en gennemsnitssum som fartøjsværdi. Hvis der er mere end 10% forskel, fastsætter bestyrelsen fartøjsværdien efter indstilling fra administrationen. Anmodning om ekstravurderingen skal være afgivet/foretages senest 3 uger efter den første vurdering. For vurderingen betales normalt vurderingsgebyr med et tillæg på 75%.
|
|
|
|
Sikkerhedsstillelse mv.
|
|
|
Fiskeribanken kræver normalt første prioritets pant i fartøjet, fast ejendom eller løsøre. Tidligere lån i Fiskeribanken respekteres af det nye lån. Ved belåning af fartøjer kan der kræves supplerende pant i de individuelle omsættelige kvoter, der måtte være knyttet til fartøjet.
Fast garantikrav Ved nyudlån skal der stilles en pengeinstitutgaranti på 10 pct. af det nye lån. Gældsovertagelse og overførsel af lån til nyt fartøj sidestilles med nyudlån. Der kræves ikke garanti for den del af fiskeri-banklån der ligger under 40 pct. af pantets værdi. Der kræves ikke garanti, hvis garantibeløbet der beregnes bliver lavere end 10.000 kr. To lån der hver især udløser garanti under 10.000 kr. udløser en samlet garanti ved bevilling af lån nr. 2. I de tilfælde hvor der er flere lån med samme type garanti kombineres til en samlet garanti. Garantien nedsættes proportionalt med afviklingen af det garanti-sikrede lån. Garantien nedsættes ekstraordinært, hver gang terminsydelsen på alle lån i fartøjet/-akvakulturvirksomheden betales rettidigt. Som udgangspunkt udgør garantien 10 pct. af den garantisikrede del af lånet og den reduceres for hver rettidig betalt terminsydelse til 7,50% - 5,0% - 2,50% - bortfald. Betales en terminsydelse ikke rettidigt forbliver garantiprocenten uændret. Yngre Fiskerlån er ikke omfattet af garantiordningen.
Kravet til egenkapital er afhængigt af lånets størrelse i forhold til pantets værdi ( fartøjsværdien, ejendomsværdien eller værdien af løsøre). For lån op til 40% af pantværdien stilles ikke krav om egenkapital. Ved lån herudover kræves en egenkapital på 50% af den del af lånet, der ligger over 40% af pantets værdi. Er den krævede egenkapital ikke til stede, må der stilles sikkerhed. Lån fra generationsskifteselskaber kan medregnes i egenkapitalen, når bestemte betingelser er opfyldt. Et bevilget statstilskud til en investering i pantet kan medregnes i egenkapitalen.
Ved tilladelse til gældsovertagelse kræves delvis indfrielse eller garanti, hvis kontantværdien af den eksisterende belåning i Fiskeribanken overstiger lånegrænsen, jf. ovenfor.
Ved lån til selskaber kræves normalt kaution af aktie-/anpartshavere samt disses bevarelse af anparts-/aktiemajoriteten i selskabet i hele lånets løbetid. Kravet kan modereres efter nærmere vurdering.
Hvis den samlede belåning i Fiskeribanken ikke overstiger 40 % af pantværdien, kan kautionskravet fraviges på betingelse af, at pantet hvert tredje år vurderes på låntagers regning, og disse vurderinger viser, at belåningsprocenten ikke overstiger 40.
|
|
|
|
Låneformål
|
|
|
Nybygning af fartøjer Lån kan udgøre op til 70% af kontraktprisen og have en løbetid på 20 år. Der ydes ikke lån til fartøjer med en byggepris på under 200.000 kr. Ved belåning af nybygning med brugt motor eller andet brugt udstyr med en værdi, der ikke overstiger 25 % af den samlede fartøjsværdi, kan hele fartøjet belånes med 70 % af fartøjsværdien. Overstiger de brugte dele 25 % af fartøjsværdien, belånes hele fartøjet efter reglerne om lån til andre fartøjer (brugte fartøjer), jf. det følgende afsnit.
Lån til andre fartøjer Lån kan udgøre op til 60% af værdien af fartøjet¹, inkl. kapacitet og evt. individuelle omsættelige kvoter. Værdien fastsættes uden redskaber. For bundgarnsfiskere kan redskaber dog indgå i vurderingen, men der kræves fuld pengeinstitutgaranti for den del af lånet, der udmåles udfra redskabernes værdi.
Løbetiden er normalt 20 år for fartøjer med en alder til og med 10 år og 15 år ved højere fartøjsalder. Alderen regnes fra udløbet af færdiggørelsesåret.
Belåning under 40% af fartøjsværdien Hvis der ansøges om nyt lån, og den samlede fiskeribankbelåning ligger indenfor 40% af fartøjsværdien, er bankens behandling af låneansøgningen mindre omfattende end normalt. Der foretages i den situation kun en summarisk kreditværdighedsbedømmelse. Der skal indsendes normalt ansøgningsmateriale.
Fiskerirelaterede anlæg på land m.v. Løbetiden er normalt 10 år og lånegrænsen normalt 60% af investeringen.
Akvakultur Lånegrænsen er normalt 60% af udgifterne til investeringen. Til investering i fast ejendom kan ydes lån med højst 20 års løbetid; til andre investeringer højst 10 år.
Gældsovertagelse Principielt forfalder fiskeribanklån til indfrielse ved ejerskifte. Der kan dog som regel gives tilladelse til gældsovertagelse til en person eller et selskab, der opfylder betingelserne for at få nyt lån til køb af et fartøj. Gældsovertagelsen kan normalt højst omfatte lån, der har sikkerhed indenfor 60% af fartøjsværdien på handelstidspunktet. Hvis den lånegrænse, der blev lagt til grund ved den seneste bevilling af lån, er højere, anvendes dog denne. Der foretages kontantomregning af købesum og overtaget restgæld.
Eksisterende lån i fartøjet udover lånegrænsen skal enten indfries eller sikres ved 100% pengeinstitutgaranti. Denne garanti er gældende i hele lånets løbetid, men kan bortfalde eller nedsættes under lånets afvikling, jf. afsnittet om ændring af lånevilkår nedenfor. Ved ansøgning om gældsovertagelse skal indsendes ansøgningsskema som ved ansøgning om nyt lån, og Fiskeribanken kan forlange, at fartøjet vurderes.
Ved salg af andel af et fartøj behandles ansøgningen om udtræden efter reglerne for gældsovertagelse.
Salg af personligt ejet fartøj til et selskab er et ejerskifte, selvom den hidtidige ejer af fartøjet er ejer af selskabet og skal kautionere for lånet. Da det reelle låntageransvar imidlertid ikke ændres, skal der kun indsendes et mindre antal oplysninger om selskabet og dets ejerkreds. Køb af andel af et fartøj uden at den hidtidige ejer udtræder opfattes ikke som gældsovertagelse. Fiskeribanken skal have meddelelse om, at der indtræder en supplerende debitor for bankens lån. Derudover skal der afgives enkelte andre oplysninger. Senere udtræden af den oprindelige debitor betragtes som gældsovertagelse.
Overførsel af lån Et eksisterende lån kan normalt overføres fra et fartøj til et andet, hvis det får pantesikkerhed i det nye fartøj indenfor 60% af fartøjsværdien. Overførsel forudsætter, at der indsendes ansøgning og vurdering som ved ansøgning om nyt lån, og at betingelserne for bevilling af lån i øvrigt er opfyldt.
Ændring af lånevilkår For eksisterende fiskeribanklån er der mulighed for omberegning af risiko- og administrationsbidrag og en nyvurdering af stillede garantier, således at vilkårene herefter svarer til den aktuelle fiskeribankrestgæld. Ansøgningsprocedure er som ved ansøgning om nyt lån. Når der ydes nyt lån ændres vilkårene for eksisterende lån automatisk.
|
|
|
|
Variabelt forrentede udlån
|
|
|
Fiskeribanken begyndte i december 1997 at tilbyde variabelt forrentede kontantlån. Disse finansieres ikke på samme måde som de almindelige fast forrentede obligationsbaserede lån, og lånevilkår for de variabelt forrentede udlån adskiller sig derfor på en række væsentlige punkter fra de almindelige fastforrentede udlån. I det følgende beskrives først lånevilkårene og dernæst gives forskellige andre låneoplysninger. Fiskeribanken forbeholder sig ret til at foretage ændringer, hvis der opstår et behov derfor.
Terminer Afdrag, rente og bidrag forfalder halvårsvis bagud, hver den 1. februar og 1. august. Rente og bidrag beregnes på basis af år på 360 dage og måneder på 30 dage.
Rente 6 måneders Cibor, der på den første børsdag i terminsperioden opgøres af Nationalbanken for en terminsperiode ad gangen. Cibor er den rente, som bankerne i Danmark for perioder på mellem 1 og 12 måneder tilbyder udlån på usikret basis til andre herværende pengeinstitutter.
I den terminsperiode, hvori et lån udbetales, anvendes dog 6 måneders Cibor 3 børsdage før udbetalingsdagen.
Bidrag For lånet betales det til enhver tid af bestyrelsen fastsatte risiko- og administrationsbidrag. For tiden udgør bidragsprocenten fra 0,9 til 1,3 pct. p.a. af restgælden. Procenten stiger med belåningsprocenten, dvs. kursværdien af fiskeribanklånene i procent af fartøjsværdien.
Afdrag Lånet er afdragsfrit i den første termin efter udbetalingsdagen og tilbagebetales derefter efter serielånsprincippet med lige store afdrag pr. termin til udløb.
Betalinger Ydelser forfalder til betaling på terminsdagene (1. februar hhv. 1. august). Hvis betalingsdagen ikke er en bankdag er sidste rettidige betalingsdag den nærmest følgende bankdag.
Opsigelse og Indfrielse Fra Fiskeribankens side er lånet uopsigeligt, bortset fra i tilfælde af misligholdelse. Fra låntagers side kan lånet til enhver tid indfries helt eller delvist efter én af følgende to fremgangsmåder. Opsigelse skal ske skriftligt og har bindende virkning for låntager:
Opsigelse til en termin Lånet kan med 3 måneders varsel opsiges til hel eller delvis indfrielse til en termin. Lånet indfries/ nedbringes da på terminsdagen ved kontant betaling af restgæld/ekstraordinært afdrag.
Straksindfrielse Lånet kan uden forudgående varsel til enhver tid opsiges helt eller delvist mod - udover indbetaling af restgæld/ekstraordinært afdrag - at indbetale et beløb, der dækker Fiskeribankens eventuelle rentetab fra låntagers indfrielse til Fiskeribanken kan frigøre sig fra sin bagvedliggende finansiering. Beløbet vil pt. blive beregnet på grundlag af forskellen mellem lånerenten og diskontoen minus 1 pct.
Risiko For Fiskeribankens variabelt forrentede lån gælder det, at disse lån typisk vil være lavere forrentet end fastforrentede lån, men til gengæld kan rentesatsen variere fra termin til termin.
Ingen kan forudsige renteudviklingen i fremtiden. Der er derfor en vis risiko for, at omkostningerne ved et variabelt forrentet lån - opgjort når lånet er tilbagebetalt og renteudviklingen er kendt - vil vise sig at have været højere end for et fast forrentet lån. Dette vil ske, hvis renteniveauet for korte lån i en betydelig del af lånets løbetid ligger over renten på det fastforrentede lån, der alternativt kunne have været valgt.
Jo længere tid et variabelt forrentet lån bærer en rente under det fastforrentede lån, jo større efterfølgende rentestigning kan låntager tåle uden at blive stillet ringere end hvis der oprindeligt var valgt et fastforrentet lån.
Låntager må i sin bedømmelse af det fremtidige behov for driftkredit tage hensyn til, at renteudgiften på variabelt forrentede lån kan ændre sig.
Nedenfor vises som eksempel den gennemsnitlige 6 måneders Cibor for terminsmånederne i de sidste 10 år. Til sammenligning vises den lange rente på de tilsvarende tidspunkter.
|
|
|
|
Lånetyper
|
|
|
Fast forrentede lån Disse lån ydes enten i form af obligationslån eller kontantlån, der finansieres ved bankens salg af inkonvertible obligationer med halvårlige terminer 1. maj og 1. november. Obligationslån afvikles som serielån og kontantlån som modificerede serielån med svagt stigende afdrag gennem løbetiden. Terminsydelserne betales bagud og forfalder 1. april og 1. oktober med en betalingsfrist på 7 dage.
Variabelt forrentede kontantlån Ved udgangen af 2001 ophørte adgangen til at yde kontantlån med variabel rente
Selvom nyudlån er ophørt, er lånetypen beskrevet i linket nedenfor af hensyn til de eksisterende lån.
|
|
|
|
Lån
|
|
|
Fiskeribanken yder lån mod sikkerhed i fiskerfartøjer. Til yngre fiskere ydes herudover særlige etableringslån med statsgaranti og ydelsestilskud. Endvidere ydes lån til finansiering af investeringer i fiskerirelaterede anlæg på land mv. og akvakultur.
Lån ydes normalt mod pant i det pågældende aktiv. Anden form for pantsætning/sikkerhedsstillelse kan dog også blive krævet. Lån ydes normalt op til de lånegrænser for de enkelte låneformål, der nævnes i det følgende. Der ydes kun lån på 50.000 kr. eller derover. Lånene er fast forrentede obligations- eller kontantlån. Begge lånetyper finansieres ved udstedelse af obligationer.
Ved behandling af ansøgning om lån mv., foretages en normal kreditværdighedsundersøgelse, herunder om økonomisk overlevelsesevne er sandsynliggjort. Hvis belåningen i aktivet udgør 40% eller derunder, foretages dog blot en summarisk kreditværdighedsbedømmelse. Alle beregninger i forbindelse med ansøgning om fiskeribanklån og gældsovertagelse mv. sker udfra den kontante værdi af aktivet og indestående låns kontantværdi. Et aktivs kontante handelsværdi fastsættes af bankens vurderingsinspektør eller ud fra den aktuelle kontante handelspris.
|
|
|
|
|
|
Banken yder lån til erhvervsfiskere og akvakulturvirksomheder, og lånene skal sikres ved pant i fiskerfartøjet/produktionsanlægget. I enkelte tilfælde kræves der pengeinstitutgaranti for en del af lånet.
Efter låntagers valg ydes lån som fast forrentede obligationslån eller obligationsbaserede kontantlån. Der er herudover mulighed for obligationsbaserede kontantlån med variabel rente, som ydes inden for en foreløbig ramme på 100 mill. kr. Det årlige risiko- og administrationsbidrag udgør 0,9-1,3% af lånenes obligationsrestgæld, afhængigt af Fiskeribankens samlede tilgodehavende i forhold til pantets værdi.
For lån til fiskerfartøjer kan til nybygninger ydes lån på 70% af kontraktværdien, mens der til alle andre fartøjer kan ydes lån på 60% af den aktuelle værdi. For fartøjer under 10 år ydes der lån med løbetider på op til 20 år og for alle andre fartøjer op til 15 år.
Lån indenfor 40% af pantets værdi ydes efter en summarisk kreditvurdering, mens lån derudover kræver en fuldstændig kreditvurdering. For statsgaranterede lån til yngre fiskeres førstegangsetablering og for lån til akvakultur gælder særlige regler.
Finansieringen af Fiskeribankens udlån sker ved udstedelse af inkonverterbare obligationer. Udstedte fiskeribankobligationer samt anden låneoptagelse er garanteret af Den Danske Stat, som endvidere i 1995 har afgivet en ikke-kontant statsforskrivning på 200 mill. kr.
Driftsoverskud henlægges til bankens reserve- og administrationsfond. I tilfælde af negativt resultat før hensættelse til tab, som fonden ikke kan dække fuldt ud, kan der søges dækning ved bevilling af statsligt kapitaltilskud. Fiskeribankens virksomhed revideres efter reglerne for den statslige revision. Årsrapport afgives til fødevareministeren, der fører tilsyn med, at banken opfylder bestemmelserne i fiskeribankloven.
|
|
|
|
|
|